Undskyld er det farligste ord i politik

“Sorry seems to be the hardest word” sang Elton John for første gang tilbage i 1976. Og jeg ved ikke nødvendigvis, om Pia Olsen Dyhr har haft den på repeat de sidste par dage, men af en eller anden grund kan ordet “undskyld” ikke komme ud af munden på hende.

Og det fik mig til at tænke over, hvorfor i alverden vores politikere har så svært ved at bekende og erkende skyld.

For det er egentlig mærkeligt. Politikere kan ellers sige meget. De kan sige, at de tager sagen alvorligt. At de har lyttet. At de forstår kritikken. At processen kunne have været bedre. At der er draget læring. At man nu ser fremad. At alle involverede fortjener respekt.

Alle formuleringer har tilsyneladende været i spil.

Men de kan have påfaldende svært ved at sige det, vi andre lærer som børn: Jeg tog fejl. Undskyld.

Elton Johns sang er fra albummet Blue Moves, som udkom i 1976, og titlen har overlevet, fordi den rammer noget ret basalt i os: At undskyldningen sjældent er svær, fordi ordene mangler. Den er svær, fordi den koster noget.

Det ved alle, der har prøvet at sige rigtigt undskyld.

For spørgsmålet er ikke kun, om et menneske skal have en ny chance. Spørgsmålet er hvor. For hvem. På hvilke vilkår. Med hvilken åbenhed. Og med hvilket hensyn til dem, der tidligere blev ramt.

Ikke den hurtige slags. Du ved, ikke den, man mumler for at få fred. Heller ikke den, der betyder: “Kan vi ikke snart komme videre?” Men den egentlige undskyldning. Den, hvor man sidder over for et andet menneske og godt ved, at man ikke kan tale sig uden om. Måske ved et køkkenbord sent om aftenen, hvor lyset fra lampen falder gult ned over bordpladen, mens resten af rummet ligger mørkt. En kop kaffe er blevet kold. Telefonen ligger med skærmen nedad. Der er en stilhed, som ikke er tom, men tung. Den ene har gjort noget forkert. Den anden venter ikke på en forklaring. Forventningen af at der bliver taget ansvar kan nærmest duftes i rummet.

I sådan et rum er det fristende at sige alt muligt andet først. “Det var ikke sådan ment.” “Du må også forstå.” “Jeg vidste ikke.” “Det var en svær situation.” “Der er flere sider af sagen.”

Noget af det kan endda være rigtigt. Men i det øjeblik forklaringen kommer før undskyldningen, begynder den ofte at lyde som et forsvar. Og så sker der noget med stemningen i rummet. Den anden lukker sig lidt mere. Armene foldes. Blikket flytter sig. For nu handler samtalen ikke længere om den skade, der blev gjort. Nu handler den om den skyldiges behov for at se rimelig ud.

Det er svært nok mellem to mennesker.

I politik bliver det næsten umuligt.

Undskyldningens pris

For i politik er en undskyldning ikke bare en undskyldning. Den er en offentlig handling, eller i for manges øjne, en indrømmelse.

I medierne er den er et citat, overskrift eller klip der kan deles igen, og igen, og igen, og igen, og igen.

Den er et spørgsmål til næste pressemøde, så pak alle dine intentioner om et pressemøde vedrørende kommunernes økonomi fuldstændig og aldeles sammen.

Den er noget, en modstander kan bruge i en debat, og en kommentator kan kalde for “for lidt og for sent”.

Derfor er “undskyld” i politik ikke kun et moralsk ord. Det er et strategisk risikabelt ord.

De seneste par dage har sagen om Thomas Nystrøm, SF, Pia Olsen Dyhr og ikke mindst Lotte Kofoed kørt på fuld hammer i medierne.

Historien har ifølge Skattebetalerne fået x100 gange mere omtale end sagen om Simon Mhreteab, der i mangel på ord, der kan beskrive min vrede, er blevet bukket midt over og r*vp*l*t af Skattestyrelsen, der med fuld overlæg, har opretholdt et krav på 5,6 millioner, som de mente Simon Mhreteab havde ført ud af landet, selvom de var blevet informeret af politiet, at der var tale om identietstyveri.

Den sag fortjener sin helt egen historie her på siden. Tilbage til Pia Olsen Dyhr.

For man kan sagtens mene, at mennesker skal kunne komme videre efter fejl. Det bør et anstændigt samfund kunne rumme.

Men netop derfor bliver dømmekraften så vigtig.

For spørgsmålet er ikke kun, om et menneske skal have en ny chance. Spørgsmålet er hvor. For hvem. På hvilke vilkår. Med hvilken åbenhed. Og med hvilket hensyn til dem, der tidligere blev ramt.

Aaaaah, det er derfor, det gør så fandens ondt, når jeg igen-igen har smidt penge på Messi til at score til odds 1.40, og taber, sammenlignet med den manglende eufori jeg burde have i kroppen, når jeg rammer odds 8,50 på Aalborg Håndbold, der skal hente 6 mål på de sidste 5 minutter af en for mig ALTAFGØRENDE håndboldkamp.

Det er ikke svært at forstå ønsket om at give et menneske en ny chance. De fleste af os håber vel, at vi ikke skal defineres for evigt af vores dårligste øjeblikke. Men i politik er en ny chance aldrig kun privat. Den foregår i et rum med magt, historik og mennesker, der måske stadig husker det, andre helst vil videre fra.

Det er her, undskyldningen bliver afgørende. Ikke fordi den løser alt.

Det gør den ikke.

Ikke fordi alle kritikere så bliver tilfredse.

Det bliver de ikke.

Men fordi en rigtig undskyldning viser, at man forstår, hvad sagen handler om. Ikke bare hvad den koster én selv. Og det er netop der, mange politikere går galt. De beklager ikke fejlen. De beklager postyret. De beklager ikke beslutningen. De beklager processen. De beklager ikke, at nogen blev svigtet. De beklager, at sagen skabte uro.

Det er den politiske ikke-undskyldning.

Den har undskyldningens ansigtsudtryk, men ikke dens indhold.

“Jeg beklager, hvis nogen har følt sig ramt.”

“Jeg beklager, at sagen har fyldt så meget.”

“Jeg kan godt se, at det kunne være håndteret anderledes.”

Den slags sætninger lyder næsten rigtige, men de flytter ansvaret væk fra handlingen og over i modtagerens oplevelse. Det er ikke længere: “Jeg gjorde noget forkert.” Det bliver: “Det er ærgerligt, at du oplevede det sådan.”

Art of the non-apology

Der er forsket i lige præcis det her. Evnen til ikke at sige sådan riiiiigtig undskyld, når man er politiker.

Amerikaneren Robert M. Eisinger har skrevet om den politiske non-apology: udsagn, der ligner undskyldninger, men som mangler det centrale, nemlig egentlig anger, ansvar eller konkret erkendelse af, hvad der var forkert. Det er derfor, de lyder så hule. De forsøger at få undskyldningens gevinst uden at betale dens pris.

Men hvorfor gør politikere det så?

Her findes der faktisk en ret præcis forklaring i politologien.

Let me introduce….

.. blame avoidance.

Er du lige så lidt overrasket, som jeg er?

Et tørt udtryk for noget meget menneskeligt: Magthavere forsøger ikke kun at få æren for det, der går godt. De forsøger mindst lige så intenst at undgå skylden for det, der går galt.

R. Kent Weaver formulerede allerede i 1986, at politikere ofte er mere motiverede af at undgå skyld for upopulære handlinger end af at få kredit for populære handlinger. En af årsagerne er vælgernes negativitetsbias: Vi reagerer stærkere på tab, fejl og svigt end på gevinster. Skyld klæber bedre end ros.

Aaaaah, det er derfor, det gør så fandens ondt, når jeg igen-igen har smidt penge på Messi til at score til odds 1.40, og taber, sammenlignet med den manglende eufori jeg burde have i kroppen, når jeg rammer odds 8,50 på Aalborg Håndbold, der skal hente 6 mål på de sidste 5 minutter af en for mig ALTAFGØRENDE håndboldkamp.

Det er en ubehagelig, men vigtig pointe (også selvom Messi for det meste scorer!). Politikere siger ikke nødvendigvis for lidt undskyld, fordi de er dårligere mennesker end os andre. De lever bare i et system, hvor skyld er politisk radioaktivt.

En undskyldning kan være moralsk rigtig og strategisk farlig på samme tid. Den kan vise ansvar, men den kan også bekræfte skyld. Den kan skabe tillid, men den kan også åbne for spørgsmålet: Hvis du tog fejl, hvorfor handlede du så ikke tidligere? Hvis du nu siger undskyld, hvad vidste du så dengang? Hvis beslutningen var forkert, bør den så have konsekvenser?

Det er her, den kyniske rådgiver hvisker politikeren i øret: Vent. Sig mindre. Beklag processen. Tal om fremtiden. Giv ikke modstanderne mere end nødvendigt.

Og hvis det fejler, så giv journalisterne småkager!

Tavs Pia Olsen Dyhr byder på småkager

Få overblik over de seneste nyheder om politik med afsæt i, hvad der sker på Christiansborg.

TV 2 DANMARKMads Oxlund Petersen

Det ubehagelige er, at den kyniske rådgiver ikke altid tager fejl (i hvert fald slet ikke i det med småkagerne!).

Nyere forskning i politikeres kommunikation efter sexskandaler peger på, at undskyldninger ikke nødvendigvis belønnes vælgermæssigt. I et studie med mere end 10.000 respondenter finder Bence Hamrak og medforfattere, at borgere kan straffe politikere, der undskylder, og at undskyldninger ikke nødvendigvis skaber mere politisk støtte end benægtelser, selv når vælgerne præsenteres for evidens.

Det er måske den mørkeste forklaring på, hvorfor politikere venter så længe. De har lært, at en undskyldning ikke altid bliver behandlet som karakterstyrke. Den bliver ofte behandlet som en tilståelse.

Derfor får vi den velkendte krisetrappe. Først kommer benægtelsen. Så kommer forklaringen. Så kommer nedtoningen. Så kommer løftet om bedre procedurer. Og først til sidst, hvis presset bliver stort nok, kommer måske den egentlige indrømmelse.

Kommunikationsforskeren William Benoits teori om image repair beskriver netop de strategier, mennesker og organisationer bruger, når deres omdømme er truet:

• benægtelse
• ansvarsundvigelse
• nedskalering af handlingens alvor
• korrigerende handling
• og til sidst ansvarspåtagelse (mortifikation), altså indrømmelse og undskyldning.

Man behøver ikke kende teorien for at genkende mønsteret. Vi har set det utallige gange i dansk politik.

Først: “Det billede kan jeg ikke genkende.”

Så: “Jeg handlede ud fra de oplysninger, jeg havde.”

Så: “Det er vigtigt at se sagen i den rette kontekst.”

Så “Småkager” (ej, det er for sjov. Det indgår selvfølgelig ikke, desværre)

Så: “Vi ændrer procedurerne fremover.”

Og til sidst, måske: “Jeg beklager.”

Problemet er, at tiden ændrer undskyldningens lyd. Den første dag kan en undskyldning virke modig. Den anden dag kan den stadig virke ansvarlig. Men når den først kommer efter dage med pres, kritiske spørgsmål, interne protester og nye oplysninger, lyder den ikke længere som erkendelse. Den lyder som brandslukning.

Politikere tror ofte, de reducerer risiko ved at vente. I virkeligheden flytter de bare risikoen. Fra nyhedscyklussen til tilliden.

Og tillid er sværere at reparere end en dårlig overskrift.

Der er også en mere menneskelig forklaring. Når vi først har truffet en beslutning, begynder vi at forsvare den. Ikke kun over for andre, men over for os selv. Vi leder efter argumenter, der får os til at se rimelige ud. Vi siger, at sagen er kompleks. At der er flere sider. At offentligheden ikke kender alle detaljer. At intentionen var god. At kritikken er overdreven. Eller “at hun ikke ville have ansat Thomas Nystrøm som særlig rådgiver, hvis hun vidste, hvad der ville være sket den sidste uge”.

Nogle gange er det sandt. Andre gange er det bare selvforsvar i pænt tøj.

Politikere er særligt udsatte for den mekanisme, fordi deres beslutninger hurtigt bliver en del af deres identitet. Når en partileder (og minister!) ansætter en rådgiver, er det ikke bare et praktisk valg af en medarbejder. Det siger også noget om dømmekraft, loyalitet og hukommelse. Om hvem man tør lukke ind i magtens rum, og hvad man måske er villig til at lade fortiden glide hen over.

“Jeg traf en forkert beslutning. Jeg burde have forstået, hvordan ansættelsen ville påvirke de mennesker, der tidligere var berørt, og de mennesker i mit parti, der forventer bedre dømmekraft af mig. Det ansvar er mit. Undskyld.”

Derfor bliver sagen større end en ansættelse. Den handler selvfølgelig om en rådgiver og en fortid, der ikke bare forsvinder. Men den handler også om politisk dømmekraft: om de værdier, man taler højt om, faktisk kan mærkes i de beslutninger, man træffer, når sagen er besværlig.

Hvis man har talt meget om tryghed, ligestilling, respekt og ordentlighed, bliver det farligt, når ens egne beslutninger begynder at skurre mod netop de værdier. Vælgere kan godt tilgive fejl.

De har sværere ved at tilgive, at moralen kun gælder udadtil.

Og det er her, forklaringen ikke må blive en frifindelse.

For ja, politikere lever i et system, hvor skyld straffes hårdt - benhårdt. Offentlig ydmygelse på alle avisforsider og alle tv-stationer. Kommentatorkøbing i selvsving på samtlige sociale medier (og åbenbart også her på denne side, Jacob altså!)

Føj for en omgang siger jeg bare.

For medierne kan gøre enhver indrømmelse dyrere. Folk bag tastaturet på de sociale medier kan forvandle berettiget kritik til en kollektiv straflyst, hvor de hovedløse holdninger tilsyneladende kan udbasuneres på fuld hammer og gejle resten af ekkokammeret op.

Der er sgu noget brutalt ved et samfund, hvor mennesker aldrig får lov at blive mere end det værste, de har gjort.

Men det ændrer ikke på det grundlæggende: Magt kræver dømmekraft. Og dømmekraft viser sig især, når den er besværlig.

En undskyldning uden spin

Det er nemt at stå til ansvar, når ansvar er en formulering i et partiprogram. Det er sværere, når ansvar betyder, at man må sige til offentligheden, til sit parti og til de mennesker (og åbenbart også til Lotte Kofoed), der blev ramt: “Undskyld. Jeg traf en forkert beslutning.”

En rigtig politisk undskyldning behøver ikke være lang. Faktisk bliver den ofte dårligere, jo længere den bliver. Den bør gøre fire ting.

1. Den bør sige hvad der skete.
2. Den bør placere ansvaret.
3. Den bør anerkende dem, der blev ramt.
4. Og den bør vise, hvad der nu skal repareres.

Og når nu det tilsyneladende er svært for nogle i toppen af SF at fatte sig mod til, vil jeg da såmænd gerne lige vise, hvordan det kan gøres. Den kunne lyde sådan:

“Jeg traf en forkert beslutning. Jeg burde have forstået, hvordan ansættelsen ville påvirke de mennesker, der tidligere var berørt, og de mennesker i mit parti, der forventer bedre dømmekraft af mig. Det ansvar er mit. Undskyld.”

Værsgo SF!

Altså, det er ikke en perfekt formulering, og mange vil sikkert tænke det kan gøre på tusindvis af andre måder.

Min pointe her er bare, at den har noget, mange politiske beklagelser mangler: et klart subjekt.

Jeg traf beslutningen. Jeg burde have forstået det. Ansvaret er mit. Undskyld.

Læg mærke til, hvor lidt spin der er i den slags sætning. Totalt spinfri. Den prøver ikke at vinde diskussionen eller at forklare sig ud af ubehaget. Den prøver ikke at gøre den ansvarlige mest mulig uskyldig. Den gør noget andet. Den anerkender virkeligheden uden først at polstre den.

Det er derfor, den er så svær.

For en rigtig undskyldning er ikke bare kommunikation.

Den er afgivelse af kontrol.

Den siger til de berørte: Jeres oplevelse er ikke støj. Den siger til offentligheden: Kritikken er legitim. Den siger til magten selv: Min intention er ikke det eneste, der tæller.

Måske er det derfor, politikere så ofte helst vil springe direkte til næste nummer på pladen.

Og apropos næste nummer på pladen så er det igen tid til noget Elton John.

Nuvel, måske det ikke er “Sorry seems to be the hardest word” der har kørt på repeat hjemme i huset Dyhr.

Næææh. Det kan da være at det er en anden god Elton-sang der er fundet frem til anledningen!

“Iiiiiiiiiiiiii’m still standing better than I ever did”!

Det er måske en overdrivelse lige nu.

Men.

SF skal nok blive stående. Partiet står stærkt, og Pia Olsen Dyhr falder næppe på én dårlig sag. Men netop derfor burde undskyldningen måske være lettere. Den stærke politiker behøver ikke vente, til alle andre muligheder er brugt op.

For hvis man vil kunne sige “I’m Still Standing” med nogen troværdighed bagefter, må man først have haft modet til at sige det ord, der stadig synes at være det sværeste at sige.

Undskyld.