Vores historie starter for over 100 år siden.
Datoen er den 28. oktober 1906, og et tog fra Pennsylvania Railroad kommer bumlende på den nyligt anlagte elektriske linje i staten New Jersey på vej mod Atlantic City.
Udenfor Atlantic City skal toget passere en å (creek) via en nybygget svingbro. Denne bro havde tidligere på eftermiddagen været åben for at lade en lille båd sejle igennem og var efterfølgende blevet lukket.
Den var bare ikke blevet lukket helt sammen.
Omkring klokken 14.20 ramte toget broen med cirka 65 kilometer i timen, men i det sekund, toget ramte broen, blev det afsporet.
Først styrtede de to forreste vogne 4,5 meter ned i vandet. Og fordi dørene på vognene var lukkede, blev passagerne spærret inde og havde med andre ord ikke en chance for at komme ud.
Den tredje vogn hang i broens konstruktion, før den også gled i vandet. Takket være en hurtigtænkende bremsemand, der fik slået bagdøren op på den tredje vogn, lykkedes det en del passagerer herfra at overleve.
53 mennesker mistede livet.
Det er selvfølgelig en menneskelig katastrofe og en hændelse, der har sat sig fast i amerikansk jernbanehistorie.
Men det er håndteringen efter katastrofen, der også gav hændelsen en plads i kommunikation- og PR-historien.
Enter Ivy Lee.
Ivy Ledbetter Lee var journalist hos New York World, New York American og ikke mindst New York Times, inden han startede som selvstændig kommunikationsrådgiver i firmaet Parker&Lee i 1904.
Og det er her, han ender med at være ansvarlig for kommunikationen om ulykken i Atlantic City.
I en tid, hvor transport med tog ikke var helt ufarlig, og hvor man, oftere end i dag, så tog køre galt, var det ikke unormalt for jernbaneselskaberne at forsøge at skjule, nedtone eller måske endda direkte lyve om ulykker for at beskytte deres navn og image.
Ivy Lee valgte en anden metode.
Ser du, han valgte noget så sjældent som ærlighed. Oprigtighed. Han overbeviste sine chefer om, at selskabet ville være bedre tjent med ærlighed, så i stedet for at Pennsylvania Railroad skulle gemme sig og lyve om ulykken, skulle det i stedet agere med åbenhed.
Han inviterede pressen til ulykkesstedet og udleverede en officiel, ærlig udtalelse om sagens fakta.
Nu skal jeg heller ikke glorificere den gode Ivys valg her. For det gav jo altså også Pennsylvania Railroad muligheden for at fortælle historien ud fra sit synspunkt.
Men med Ivys valg blev pressemeddelelsen født.
Det var så nyt og anderledes, at man ikke rigtig havde set noget lignende før i medieverdenen. Man vidste i hvert fald ikke helt, hvordan man skulle reagere på det. For hans tidligere arbejdsplads, New York Times, gengav hele pressemeddelelsen i avisen to dage efter.
Så heldige er de trods alt ikke i PR-land i dag, hvor medierne modsat onde tunger, rent faktisk fører en form for kildekritik.
Siden da har pressemeddelelsen millioner af gange fundet vej til medierne og fungeret som en måde at fortælle sin historie på.
Men selvfølgelig har pressemeddelelsen også gennemgået en form for kommunikationalisering.
Men den handler også om kontrol. Om at få lov til at formulere den første udgave af historien, før andre begynder at stille spørgsmål, finde modstemmer og grave i detaljerne.
Den er blevet et professionelt værktøj. Et stykke kommunikation, som i dag bliver skrevet, finpudset, godkendt og sendt ud til journalister med håbet om, at netop denne version af historien får lov til at sætte sig først.
Og det er måske i virkeligheden pressemeddelelsens vigtigste kendetegn.
For den handler selvfølgelig om at informere. Om at give pressen fakta, citater og baggrund. Men den handler også om kontrol. Om at få lov til at formulere den første udgave af historien, før andre begynder at stille spørgsmål, finde modstemmer og grave i detaljerne.
Siden Ivy Lee sendte sin udtalelse ud efter togulykken i 1906, har formen ændret sig. Papiret er blevet til mails, digitale presserum og opslag på sociale medier. Tempoet er blevet højere, og vejen fra afsender til offentlighed er blevet kortere.
Men ambitionen er egentlig den samme. At fortælle historien først.
Så når vi vender tilbage til den svingbro uden for Atlantic City, er det ikke kun historien om et tog, der blev afsporet. Det er historien om et øjeblik, hvor en virksomhed ikke længere ville nøjes med at lade journalisterne fortælle historien.
Og her over 100 år efter bliver kampen om at få det første ord stadig kæmpet.
Note: New York Times historie om ulykken
Bliv abonnent og få de seneste opdateringer direkte i din indbakke.
