Nemlig, du skal skrive, som du taler.
Altså, medmindre du er havnearbejder på Esbjerg Havn eller påstået skrivende type fra Kolding. For i så fald bander du for meget. Det vil dem omkring dig i hvert fald sige. Og så mange bandeord kan vi ikke klare på én og samme gang uden at pisse for mange af.
Ups.
Men skulle du ikke falde i en af de to ovenstående kategorier, skal du forsøge at skrive, som du ville sige det. Eller måske endnu bedre: som du ville ønske, du kunne sige det. For vi er selvfølgelig ikke særlig interesserede i at høre alle dine fyldord som øhh, bøh og alt det andet pladder, som vi selvfølgelig redigerer ud af en tekst for at gøre den bare en smule mulig at tygge sig igennem. For talesprog er ofte usammenhængende og generelt noget værre rod.
Prøv en dag, hvor du virkelig har overskud, at optage dig selv, mens du har en samtale. For jeg lover dig, at overskuddet forsvinder i det sekund, du hører, hvor upræcis, usammenhængende og hamrende urytmisk du (eller i hvert fald nogle af os) lyder. Noget, vi ikke kan tillade os på samme måde, når vi formulerer os på skrift.
“Men hvordan gør man så?” kan jeg nærmest høre dig tænke.
Tja.
Du skal udskifte det filter, der normalt er mellem det, du måtte tænke, og det, der rent faktisk kommer ud gennem fingerspidsernes hamren på tastaturet og ud på siden. For du skal lade nogle af alle de mellemregninger, der foregår inde i dit hoved, imens du skriver teksten, sive ud på siden og give læseren et indblik i din interne diskussion.
Vi (modtagerne af din tekst) er selvfølgelig ikke super interesserede i at høre alle de svinkeærinder, din hjerne gør sig, imens du skriver. Men ved at udskifte filteret og give os dine tanker mere råt skaber du automatisk noget mere liv i teksten. Og liv kan vi godt lide – særligt i de her usandsynligt kedelige, ensformige og intetsigende AI-dage, hvor alle tekster ligner hinanden og er døøøøødsyyyyyge.
Så giv os lidt af den dialog, du har i hovedet, imens du skriver teksten. Vis os, hvordan du diskuterer, hvad der skal skrives ned, og hvilke tanker du gør dig for at nå frem til det, du skriver ned.
For den dialog kommer til at fungere på samme måde, som tonefald, ansigtsudtryk og timing gør ved talesprog. De gør det lettere for mig som modtager at afkode den reelle betydning eller mening bag ordene på siden.
Men der skal mere til end bare at udskifte filteret mellem hjerne og fingerspidser. Du skal kunne tilpasse dit valg af ord specifikt til modtageren af teksten. Præcis, som du allerede gør, når du taler til et barn på 4 sammenlignet med, hvordan du taler til en voksen (og ja, jeg ved godt, at der er nogle mennesker, som fortjener du-er-fire-år-versionen, men du ved, hvad jeg mener).
Er det bare til øb og bøv på LinkedIn eller andre eksotiske steder, kan du med fordel tage dig visse friheder og sætte dit eget kunstneriske aftryk på teksten.
Her er det særligt valget af udsagnsord, jeg tænker på, du ved, de ord, der beskriver, hvad nogen gør. Koncentrer dig, og giv os nogle specifikke og velovervejede udsagnsord, som beskriver præcis, hvad der sker.
Hvis hun løb meget hurtigt, så skriv “hun spurtede”.
Hvis han talte meget lavt, så skriv “han hviskede”.
Hvis pigen grinte meget, så skriv “hun skraldgrinede”.
Et præcist udsagnsord kan ofte gøre arbejdet for et sløjt udvalgt udsagnsord og et eller to biord, hvis eneste bidrag er at gøre teksten længere (hvilket i øvrigt er råd #3, der udkommer her på siden om en uges tid).
Og alt afhængigt af, hvem teksten er til, og hvor den skal bruges henne, kan der jo altså også ses stort på nogle af reglerne inde fra Dansk Sprognævn.
Rolig nu!
Jeg sagde nooooogle af reglerne. Ikke dem alle, for fanden da.
Men når du tillader dig at tage nogle sproglige friheder, giver du også teksten et strejf af menneske, kreativitet og energi. Præcis som jeg har gjort i teksten her (“døøøøødsyyyyyge” og “nooooogle”).
Og ja ja, jeg er helt med på, at hvis det er en form for faglitteratur, du skal berige andre med, så kan du stikke dine sproglige friheder op et vist sted. Formalia skal være på plads. Selvfølgelig. Men er vi et sted, hvor vi skal udtrykke holdninger og meninger – hvilket man jo altså også gør i visse akademiske sektioner – så er det fuldt ud tilladt at give teksten liv.
Men!
Er det bare til øb og bøv på LinkedIn eller andre eksotiske steder, kan du med fordel tage dig visse friheder og sætte dit eget kunstneriske aftryk på teksten.
Eller med andre ord.
Gøre teksten til din. Til dig. Til den, du er.
Og så fuck da det, om dem omkring dig synes, du bander for meget.
Kh. skrivende type fra Kolding
Pssst.
Missede du tip #1? Så kan den læses her:
Jacob Sorgenfri
Bliv abonnent og få de seneste opdateringer direkte i din indbakke.
