Det kommer næppe som den store overraskelse for nogen, at Google har suget alle data om dig og dine nærmeste til sig med målet om at skræddersy reklamer, der rammer lige præcis DIG.
Det har de gjort på et hav af måder.
... ved at eje dine søgeresultater og dermed se, hvad der foregår i dit liv
... ved at eje din kalender og dermed se, hvad du planlægger i dit liv
... ved at eje din GPS og dermed se, hvor du er
... ved at eje din mail og dermed se, hvad du skriver, og hvem du skriver til
Og jeg kunne blive ved.
Det har længe været en del af den byttehandel, vi mere eller mindre frivilligt har accepteret.
Don't be evil, lød det engang fra Google med hensigten om at gøre godt for verdenen, selvom det måtte gå ud over kortsigtede gevinster. Ædelt.
Vi får søgning, kort, mail, kalender, videoer og en lang række andre tjenester. Google får data, opmærksomhed og muligheden for at vise os reklamer.
Men nu tager de den så skridtet videre. Et skridt, vi som forbrugere ikke kan leve med.
Det er nu, vi bør sætte foden ned og lave skiftet.
Lad mig forklare, hvorfor.
Big Brother Google is watching you
Google plejede først og fremmest at være en form for vejviser. Vi skrev i søgefeltet, og den viste os, hvilke veje vi kunne gå. Links til medier, virksomheder, organisationer, blogs, forskere eller helt almindelige personer som dig og mig, der havde skrevet om et emne, som andre ledte efter.
For hvor Google startede med det ædle formål at organisere al verdens viden, i form af rangeringer i deres søgemaskine, gav de alle med adgang til internettet en mulighed for at gøre deres stemme hørt via internettet.
Hjemmesider og links blev vægtet efter troværdighed og brugbarhed til vores alles bedste.
Nuvel. Google var på ingen måde neutral – don't get me wrong. De bestemte selvfølgelig også dengang, hvilke hjemmesider der blev vist øverst, og hvilke der forsvandt om på side 14 og dermed ikke så skyggen af et klik.
Men det var en del af kontrakten, og vi stolede på Google, for de var jo ikke onde, vel?
Don't be evil, lød det engang fra Google med hensigten om at gøre godt for verdenen, selvom det måtte gå ud over kortsigtede gevinster. Ædelt.
"Don't be evil. We believe strongly that in the long term, we will be better served—as shareholders and in all other ways—by a company that does good things for the world even if we forgo some short term gains."
Det var dog inden, kommercialiseringen af internettet gjorde det muligt at betale sig til de højeste placeringer i et system der, begyndte at tilgodese penge og økonomiske interesser og ikke i samme grad troværdighed og brugbarhed.
Du ved, de gode ting.
Men her oplevede man, at virksomheder og medier tilpassede sig. SEO (search engine optimization) blev pludselig en beskæftigelse og noget, særligt marketingverdenen har ydet som service til virksomheder i kampen for at rangere så højt som muligt på Googles søgemaskine.
Men det er tydeligvis ikke nok for Google.
Google vil være internettet
For med indtoget af AI, og særligt Googles nye AI-overview-funktion, forsvinder hele den konkurrence. For det er ikke nok for Google at fungere som gatekeeper og stå for 90 % af alle søgninger og dermed også styre, hvilke virksomheder, medier, organisationer m.m. der skal vises, og i hvilken rækkefølge de skal vises.
Næh.
De vil fremover skippe hele det skridt med rent faktisk at vise nogle af siderne og vise brugeren et svar genereret af AI.
Google AI Overview er en funktion i Googles søgemaskine, der bruger kunstig intelligens (AI) til automatisk at søge, læse og samle relevante informationer fra nettet. Resultatet præsenteres som et kort, letlæseligt resumé øverst på din søgeresultatside, så du slipper for at klikke dig ind på flere forskellige hjemmesider.
Kilde: AI Overview 😉
Og jo jo, bevares. Der bliver da også vist en hjemmeside eller to som kildehenvisning.
Men det ændrer jo ikke på det grundlæggende problem, at Google med sin AI-overview-funktion er ved at save det ben over, som hele den forretningsmodel, der er bundet op på visninger på hjemmesiderne, står på.
Her tænker jeg eksempelvis på et medie, som kan vise en reklame for at tjene penge.
(ELLER en hjemmeside som denne, der godt kunne tænke sig en abonnent eller to, der måtte finde det, der bliver skrevet her på siden, interessant)
Okay, det var skamløst. Tilbage til historien.
Endestationen for al viden
Googles AI-svar bygger blandt andet på modeller, der er trænet på indhold, som mennesker som dig og mig har brugt tid, viden og kræfter på at skabe.
Men fordi lovgivning lige nu bevæger sig håbløst langsommere end techvirksomhederne, og fordi hele AI-verdenen fungerer som en stor black box, hvor der tilsyneladende ikke er nogen, som ved, hvordan man dæmmer op for det her, hvordan man beskytter sig mod det, og hvordan man straffer misbrugen af ophavsretligt materiale, så kan selskaber som Google, OpenAI m.m. fortsætte med at træne deres modeller på materiale lavet af blandt andre dig og mig.
Og så er jeg ikke engang begyndt at tale om de gigantiske implikationer, det kan have for vores offentlige samtale, hvor Google pludselig har fået patent på "sandheden". En sandhed, vi udmærket ved, er fyldt med hallucinationer, vrøvl og direkte løgn.
Men bekvemmeligheden kommer så også med en pris. En pris, der betales af dig og mig, medierne, virksomhederne og organisationerne, der producerer den viden, som Google baserer sine bekvemmelige svar på.
Google plejede at fungere som en vejviser på internettet. Den plejede at vise mig mulighederne, gøre mig klogere og udfordre mig og mine holdninger.
Det er slut nu.
Nu vil Google være min holdning. Endestationen for al viden.
Gør Google til et valg, ikke en vane
Det er selvfølgelig bekvemt. Bekvemt at man har det hele samlet et sted.
Men bekvemmeligheden kommer så også med en pris. En pris, der betales af dig og mig, medierne, virksomhederne og organisationerne, der producerer den viden, som Google baserer sine bekvemmelige svar på.
Og den betales så sandelig også af os alle, når kilder, uenighed, ansvar, fakta, ja selve sandheden bliver skubbet ud af synsfeltet – ud af svaret i AI-overview.
Derfor kræver det, at vi ændrer vores vaner. At vi skifter system. For der ér alternativer.
Brug DuckDuckGo, Brave, Qwant eller en anden du synes om. Skal det være europæisk, kan du se mere her.
Ingen af alternativerne er perfekte. Men det er egentlig heller ikke pointen. Pointen er, at én virksomhed ikke skal have eneret til at distribuere holdninger, viden og sandhed.
Google sagde engang: Don’t be evil.
Det er ikke længere nok.
Når én virksomhed får så stor magt over, hvad vi ser, hvad vi ved, og hvad vi opfatter som sandt, må kravet være højere:
Be good.
Vis kilderne. Støt dem, der skaber indholdet. Hold nettet åbent.
Bliv abonnent og få de seneste opdateringer direkte i din indbakke.