Der er skrevet et hav af artikler og lavet mindst lige så mange undersøgelser om læring og ikke mindst om “hvordan man lærer noget”.
Og i en verden, hvor vi først fik internettet, der fodrede os med al den viden, vi overhovedet har akkumuleret som mennesker gennem historien, og senere hen AI, der formulerede denne selvsamme viden for os, er den “ægte” indsamling af viden virkelig sat under pres.
Tidligere kunne vi se det på måden, man kommunikerede på.
Havde man evnen til at formulere abstrakte begreber i et sprog, der var tilpasset modtageren, var det om ikke andet et tegn på, at man var dybere inde i området end modtageren. Men med AI, der pludselig formulerer alting for os (og ja, alle kan se, når det er AI, der har været med til at formulere noget), mister vi den fordybelse, der ellers hører sig til det at lære noget.
Og jeg er særligt opmærksom på det skrevne ord her, for modsat når vi lærer fra os ved at tale - hvilket også er en ret god indikator for, at vi har forstået et specifikt område - vil det sagte ord nogle gange kunne siges med fuld overbevisning, men uden mening.
Eller sagt på en anden måde: Når vi formulerer os i tale, har vi muligheden for ganske enkelt at “tale sort” og nogle gange camouflere vores uvidenhed om et specifikt emne.
Det kan du ikke på samme måde på skrift. Det skrevne ord er mere ubarmhjertigt, da det udelukkende er læserens opfattelse af de ord, du har skrevet, der står tilbage i læserens forståelse. Så hvis du ikke har forklaret dig ordentligt på siden, vil det også blive afspejlet hos modtageren, der vil kunne stille spørgsmål til hullerne i din viden. Der er altså ikke på samme måde mulighed for at tale sort eller på anden måde “overbevise” andre om det, du fortæller, ud over de ord, du har valgt at bruge.
Og har du ikke nogen viden om det, du vil skrive om, kan du ganske enkelt ikke formulere ordene, fordi din viden mangler.
Bevares, du kan efterligne andres holdninger (eller måske ligefrem kopiere dem!). Du kan skrive vagt, og du kan selvfølgelig også bare tage fejl og skrive noget vrøvl. Men det er alt sammen for mig en bekræftelse på, at du ikke aner, hvad det er, du skriver om, når du ikke er i stand til at skrive en selvstændig, præcis og sammenhængende fremstilling, som holder til yderligere undersøgelse.
Men.
Netop den del har AI fjernet – eller som minimum gjort det meget sværere for os at kende forskel på. Hvor det skrevne ord tidligere har været det stærkeste sted at demonstrere vores forståelse af et område, har AI nu svækket værdien af det skrevne ord, da en tekst ikke længere fungerer som dokumentation for, at afsenderen selv har tænkt tanken.
Det er et problem, fordi vi ikke længere vil kunne se, om folk rent faktisk ved, hvad de taler om, ligesom det vil skabe et falskt billede af vores medmenneskers evne til at reflektere over information, de har lært sig. AI risikerer altså ikke bare at skjule vores uvidenhed over for omverdenen, men i lige så høj grad over for os selv. Jeg bliver, med andre ord, ikke opmærksom på de huller, der er i min viden, fordi jeg ikke selv aktivt opdager, at hullerne findes.
For mig er læring en livslang handling. Og jo mere jeg lærer, desto mere finder jeg ud af, at jeg ikke ved.
Og det gør mig bekymret. Altså ikke, at der er mange ting, som jeg ikke ved. Men at jeg oplever mange, som ikke vil nå samme realisering, da de har outsourcet den bedste måde at nå den erkendelse på.
Nemlig at skrive.