1 min. læsning
Som kommunikationsinteresseret følger jeg (naturligvis) debatten mellem svineproducenterne, regeringen, Landbrug & Fødevarer og Henrik Vindfeldt (og alle andre, der tilsyneladende har en mening om landbrug og miljø).
Man behøver ikke en ph.d. i politisk kommunikation for at kunne se, hvor ømt et område vi er inde og røre ved her.Jeg hæfter mig dog ved retorikken.For jeg forstår godt, at erhvervet reagerer – det er deres levebrød, der er på spil. Og jeg ville nok heller ikke kunne sige mig fri for selv at kunne miste besindelsen i samme situation.
Men jeg kan simpelthen ikke se, hvad landbruget tror, de vinder ved eksempelvis at lade formanden for Danske Svineproducenter, Jeppe Bloch, kalde regeringens stop for nye konventionelle stalde for “racisme”, og en uges tid senere fortælle, at hans grise “har gjort sig beskidte ved at vende sig i lidt lort og lidt halm”, for at DR-værten Adnan Al-Adhami, der har irakiske rødder, ikke “skulle føle sig udenfor”.
Det gør det simpelthen så umådelig svært ikke at se på hele standen som nogle landsbytosser, der fremstår som både barnlige og tonedøve.Det samme gælder for de mange grove kommentarer mod Henrik Vindfeldt.
Man kan være uenig med ham, og hans metoder kan kritiseres, men jeg er meget i tvivl om, hvorvidt angreb på Henrik Vindfeldt som person vender stemningen til landbrugets fordel.
Jeg ville derimod kraftigt opfordre landbruget til at argumentere med tal og tabeller frem for at fortsætte personangrebene.
For uanset hvor meget ret landbruget måtte have i en given diskussion, skygger de grimme kommentarer for argumenterne, og i værste fald vil læseren opfatte kommentarerne som en falliterklæring fra landbrugets side, hvis man er nødt til at gå efter manden i stedet for bolden for at få ret.
Og det tror jeg ikke, at landbruget forstår lige nu. At landbrugets store kommunikative problem kommer fra landbruget selv.
