Hvorfor svarer politikeren på noget andet end det, journalisten spørger om? Hvordan bliver et opslag på Facebook til en historie, som medierne interesserer sig for? Og hvorfor er det tilsyneladende så svært at sige undskyld?
Det er nogle af de spørgsmål, jeg tager fat på i mit foredrag om politisk kommunikation.
Vi skal tale om framing, mediernes udvælgelse af historier og de formuleringer, politikere bruger, når de vil have opbakning eller helst vil undgå at få skylden.
Og bare rolig. Du behøver ikke have læst statskundskab for at være med. Hvis du har set en politisk debat og tænkt “hvad var det egentlig, der skete der?”, har vi et fint sted at begynde.
Politik handler også om, hvordan historien bliver fortalt
Forestil dig en debat om ældreplejen.
Den ene politiker taler om kommunernes økonomi, antallet af ansatte og udviklingen i befolkningens alder. Den anden fortæller om en bestemt borger, som venter på hjælp til at komme i bad.
Begge kan tale om det samme problem. Men de giver os forskellige indgange til at forstå det.
Det er forskellen på tematisk og episodisk framing. Vi kan forklare en sag gennem de overordnede forhold eller tage udgangspunkt i et menneske, en hændelse eller en konkret situation.
I foredraget undersøger vi, hvad de valg betyder for fortællingen. Hvad får vi øje på? Hvem kommer til at bære ansvaret? Og hvad forsvinder ud af billedet?
1.551 Facebook-opslag og 400 tv-indslag senere
I mit speciale undersøgte jeg partiernes politiske Facebook-opslag og nyhedsindslag hos DR og TV 2 under valgkampene i 2015, 2019 og 2022. Analysen omfattede 1.551 opslag og 400 tv-indslag.
Ja. Jeg har brugt ret meget tid på at læse, hvad danske partier skriver på Facebook.
Jeg undersøgte blandt andet, hvilke emner partierne tog op, hvordan de brugte framing, og hvor der var sammenfald mellem partiernes opslag og tv-mediernes dækning.
Over 90 procent af de analyserede opslag var tematisk framet. Det giver et interessant udgangspunkt for at diskutere forholdet mellem politiske argumenter og de konkrete historier, journalister arbejder med.
Vi ser også på, hvad det betyder at være regeringsparti, støtteparti eller oppositionsparti, når man gerne vil høres. Og på, hvad undersøgelsen kan fortælle os om sammenhængen mellem sociale medier og tv-nyheder.
Et opslag og et tv-indslag kan godt handle om samme parti og emne, uden at opslaget nødvendigvis har skabt historien. Den forskel tager vi selvfølgelig med, når vi gennemgår resultaterne.
Hvem bestemmer, hvad der bliver en nyhed?
Politikere kan udgive deres egne budskaber på sociale medier. Men redaktionerne vælger stadig, hvilke historier de vil arbejde videre med, og hvordan de vil fortælle dem.
Her kommer begrebet gatekeeping ind i billedet. Det handler om den udvælgelse, der sker på vejen til nyhederne.
Vi ser på nyhedskriterier, vinkling og forholdet mellem den historie, en politiker gerne vil fortælle, og den historie, et medie mener er relevant for sit publikum.
For de to historier er ikke nødvendigvis ens.
“Jeg beklager, hvis nogen har følt sig ramt”
Den har du sikkert hørt før.
Men hvad bliver der egentlig beklaget? Handlingen? Eller at nogen reagerede på den?
Med udgangspunkt i min artikel om politiske undskyldninger undersøger vi forskellen på at tage ansvar og at formulere sig, så det næsten lyder sådan.
Vi tager blandt andet fat på blame avoidance. Et engelsk udtryk for politikernes forsøg på at undgå skylden for det, der går galt.
Vi ser også på benægtelser, forklaringer, løfter om nye procedurer og egentlige undskyldninger. Hvad siger formuleringerne om ansvar? Og hvorfor kan det være politisk svært at sige de ord, vi andre lærer som børn?
Hvad får I med hjem?
I får begreber og konkrete eksempler, som gør det lettere at undersøge den politiske kommunikation, I møder.
Næste gang en politiker forklarer en sag, kan I spørge: Hvordan bliver problemet præsenteret? Hvad bygger argumentet på? Hvem får ansvaret? Og bliver der faktisk svaret på det spørgsmål, der blev stillet?
Er I selv politisk aktive, kan vi også tale om, hvordan I bruger den forståelse, når I skal forklare jeres egne holdninger og forslag.
Hvem er foredraget til?
Jeg holder foredraget for foreninger, organisationer, partier, netværk og andre med interesse for politik og medier.
Vi aftaler indholdet ud fra jer, der skal være med. Måske vil I især forstå samspillet mellem sociale medier og nyhedsmedier. Måske er I mere optagede af framing, retorik eller politikernes håndtering af kritik.
Emnerne hænger sammen, men vi behøver ikke nå det hele på én time. Vi vælger det, I gerne vil gå i dybden med.
Hvem står bag?
Jeg er Jacob Ligaard Sorgenfri, cand.public. i journalistik fra Syddansk Universitet med særligt fokus på politisk kommunikation.
Jeg har arbejdet med valgkampe og politiske kampagner og skriver om politik, kommunikation og medier her på siden. I foredraget kombinerer jeg min egen undersøgelse med teori, eksempler og erfaringer fra det politiske arbejde.
Målet er, at du kan genkende det, vi taler om, næste gang du åbner dit nyhedsfeed eller tænder for en politisk debat.
Praktisk om foredraget
-
Foredrag om politisk kommunikation
Framing, politiske budskaber, mediernes udvælgelse af historier og kunsten at undgå at sige undskyld. Med konkrete eksempler, resultater fra min egen undersøgelse og plads til spørgsmål.
Indholdet tilpasses jeres interesser og forhåndsviden.
Prisen er ekskl. moms. Kørsel uden for Trekantområdet afregnes efter statens takst.
Vil du læse lidt først?
Her er nogle af de artikler, som giver en fornemmelse af de emner, jeg arbejder med:
- Er Facebook en genvej til TV-skærmen? En analyse af gatekeeping og politisk indflydelse
- Undskyld er det farligste ord i politik
- Sådan gennemskuer du politikernes retoriske tricks
- Sådan får du din historie i medierne
Skal jeg komme forbi?
Skriv til mig, og fortæl, hvem I er, hvor og hvornår I vil holde arrangementet, og hvad I gerne vil blive klogere på.
Så finder vi ud af, hvordan foredraget skal se ud hos jer.
Skal vi tage en snak?
Ved du ikke, hvad du har brug for? Det er helt normalt, og det er ikke dit job at vide det. Skriv hvad der driller, så siger jeg, hvad der ville hjælpe — også hvis svaret er, at I ikke skal købe noget lige nu.