Alt for ofte – særligt i de politiske debatter – støder vi på stålmandens svage og "typen-der-springer-over-hvor-gærdet-er-lavest"-bror ved navn "stråmanden".
Han stikker sit ugidelige ansigt frem fra tid til anden, når diskussionen bliver substantielt intetsigende og retorisk føles som at sparke sig selv i panden.
For der er absolut INGEN, som får noget ud af bevidst at mistolke, mistyde, mislede og i nogle tilfælde direkte misforstå vedkommende, man diskuterer med. Det gør bare os alle sammen dummere. Og leder i sidste ende til dårligere beslutninger.
Derfor skal stråmanden selvfølgelig kaldes og mindes om, hvor ufattelig lille et menneske han er sammenlignet med sin superbror "stålmanden".
Stålmanden tager det absolut stærkeste argument, den absolut stærkeste formulering og den absolut bedste hensigt fra argumentet og dets fremfører og bruger det som afsæt i den videre debat.
Til gavn for alle.