Tekstforfatter til nyhedsbreve

Hvis Du Kun Skulle Vælge 1 Kanal, Så Lad Det Være Denne

Ja. Du skal have et nyhedsbrev. Også i 2026.

Nyhedsbrevet er din vej direkte ind i dine kunders, samarbejdspartneres eller målgruppes inbox. Her har du selv muligheden for at styre, hvor ofte de skal høre fra dig, hvilket selvfølgelig er en fantastisk mulighed for at øge dit salg, sælge dit budskab eller holde kontakten ved lige.

Men sådan et nyhedsbrev, hvor ofte skal det egentlig udkomme? Hvem skal jeg sende det til? Og hvad skal der stå i det?

Alt sammen rigtig gode spørgsmål, som jeg har forsøgt at besvare i denne guide nedenfor.

Hvem skriver du til?

Vi starter med modtageren. For det er trods alt vedkommende, der skal have lyst til at høre fra dig.

Er det kunder, som allerede kender dine produkter? Potentielle samarbejdspartnere, som følger med i dit arbejde? Eller medlemmer af din forening, som gerne vil vide, hvad der sker?

De har ikke nødvendigvis brug for det samme.

Et medlem vil måske gerne vide, hvornår næste arrangement finder sted, mens en kunde har brug for hjælp til at vælge mellem to løsninger.

Så inden vi skriver noget som helst, skal vi have styr på, hvem nyhedsbrevet er til, og hvad de har tilmeldt sig for at få.

Hvad skal der så stå?

Prøv lige at tænke på de spørgsmål, du får i løbet af en almindelig arbejdsuge.

Hvad er folk i tvivl om? Hvad skal du ofte forklare? Og hvad ville du ønske, at de vidste, inden de købte dit produkt eller bookede et møde med dig?

Der har du allerede noget at skrive om.

Hvis du eksempelvis er fotograf, kunne du fortælle, hvordan man forbereder sig på at få taget et portrætbillede. Skal man tage flere sæt tøj med? Hvor foregår det? Og hvad gør man, hvis man ligner én, der helst vil flygte, så snart kameraet kommer frem?

Det sidste kunne jeg personligt godt tænke mig et svar på.

Du har noget viden, som andre kan bruge. Nyhedsbrevet er et sted at dele den.

Og selvfølgelig må du også fortælle om en ydelse eller et tilbud. Bare gør det tydeligt, hvem det er relevant for, og hvad de får ud af det.

Hvor ofte skal du trykke send?

Her ville det være dejligt, hvis jeg bare kunne give dig et tal.

Hver anden torsdag. Klokken 9.17. Værsgo.

Men det afhænger af, hvad du har at fortælle, hvad modtagerne forventer, og hvor meget tid du kan bruge på det.

Mit forslag er at begynde med en rytme, du faktisk kan holde. Det kunne være én gang om måneden, hvis du kan samle relevant indhold til det.

Prøv eventuelt at skrive emnerne til de første tre udsendelser ned, inden du lover et ugentligt nyhedsbrev.

Hvis du allerede går i stå ved nummer to, skal vi måske lige arbejde lidt mere med indholdet eller skrue ned for ambitionerne.

Giv folk en grund til at åbne mailen

“Nyhedsbrev september 2026.”

Det er selvfølgelig en præcis beskrivelse. Men man sidder ikke ligefrem på kanten af stolen.

Emnefeltet skal fortælle, hvorfor mailen er værd at åbne. Med fotografen kunne det eksempelvis være:

“Ved du heller ikke, hvad du skal gøre med hænderne på billeder?”

Så har læseren en idé om, hvad der venter.

Brug også den lille forhåndsvisningstekst ved siden af emnefeltet til at uddybe indholdet. Og sørg så for, at mailen faktisk besvarer det spørgsmål, du har lokket folk ind med.

Hvad skal læseren gøre bagefter?

Skal vedkommende tilmelde sig et arrangement? Læse en artikel? Købe noget? Eller svare på et spørgsmål?

Gør det nemt at finde næste skridt.

Det betyder ikke, at hver mail skal slutte med en stor KØB NU-knap. Men hvis du gerne vil have læseren til at gøre noget, skal du fortælle hvad og vise hvor.

Hvad jeg kan hjælpe dig med

Måske har du allerede et nyhedsbrev, som trænger til lidt opmærksomhed. Måske har du længe tænkt, at du burde komme i gang.

Jeg hjælper dig med at finde indholdet og få det skrevet.

Vi starter med en snak om dine modtagere, din virksomhed eller organisation, og hvad du gerne vil bruge nyhedsbrevet til. Her finder vi også frem til en form og en rytme, som giver mening for dig.

Derefter skriver jeg et udkast til nyhedsbrevet, inklusive emnefelt og forhåndsvisningstekst. Du læser igennem og kommer med rettelser og kommentarer, så indholdet passer til både din faglighed og din måde at formulere dig på.

Det er jo stadig dig, folk skal føle, at de hører fra.

Skal vi få sendt det første?

Nu har du fået nogle bud på, hvem du skal skrive til, hvad du kan skrive om, og hvor ofte du kan gøre det.

Så mangler vi bare selve teksten.

Skriv til mig, og fortæl lidt om, hvem du gerne vil holde kontakten med. Så finder vi sammen ud af, hvad de skal høre fra dig.