Public Affairs

Der bliver truffet beslutninger, som har betydning for dig, din virksomhed eller din organisation.

Også når du ikke er med i samtalen.

Måske overvejer kommunen at ændre støtten til din forening. Måske er der nye politiske forslag på vej, som får betydning for dit arbejde. Eller måske står du med et problem, som kræver, at nogen på rådhuset eller Christiansborg interesserer sig for det.

Så hvem skal du tale med? Hvornår skal du gøre det? Og hvordan får du forklaret, hvorfor de skal lytte?

Det er her, Public Affairs kommer ind i billedet.

Public Affairs. Kan vi få den på dansk?

Politisk interessevaretagelse.

Det handler om at forstå og forsøge at påvirke de politiske beslutninger, der har betydning for dig.

Du bidrager med din viden, dine erfaringer og dine forslag, så de kan indgå i beslutningsgrundlaget. Og du sætter dig ind i, hvilke hensyn beslutningstagerne også skal tage.

For du er sjældent den eneste, der gerne vil noget.

Der er andre interesser, begrænsede penge og måske et politisk flertal, som ser anderledes på sagen, end du gør.

Det skal vi forstå, hvis vi vil gøre os håb om at flytte noget.

Hvad vil du helt konkret have ændret?

“Kommunen skal gøre mere for foreningslivet.”

Det kan være en helt rimelig holdning. Men hvad skal kommunen gøre?

Skal din forening have adgang til en hal? Skal reglerne for at søge støtte være lettere at forstå? Eller skal frivillige bruge mindre tid på administration?

Det er forskellige problemer, som kræver forskellige løsninger.

Forestil dig, at din forening har børn på venteliste, men mangler et sted at træne. Så vil jeg gerne vide, hvor mange børn det drejer sig om, hvilke lokaler I har undersøgt, og hvad der konkret står i vejen.

Måske er der behov for flere penge. Måske kan eksisterende lokaler bruges anderledes. Måske viser det sig, at andre foreninger står med præcis det samme problem.

Jo bedre vi kan beskrive situationen og et muligt næste skridt, desto mere konkret bliver samtalen med kommunen.

Hvem kan faktisk gøre noget ved det?

Det er ikke nødvendigvis den mest kendte politiker.

Vi skal finde ud af, hvor beslutningen bliver truffet, hvem der forbereder den, og hvor langt processen er.

Er der allerede et forslag? Bliver der indsamlet viden? Eller er beslutningen taget, så opgaven nu handler om, hvordan den bliver ført ud i livet?

Jeg hjælper med at få overblik over processen og de relevante personer. Derefter lægger vi en plan for, hvem du skal i dialog med, og hvad du skal bidrage med.

Et møde skal gerne have et tydeligt formål. Ellers kan man få drukket rigtig meget kaffe uden at komme videre.

Du skal også kunne svare på de svære spørgsmål

Hvorfor skal netop jeres forslag prioriteres? Hvem får glæde af det? Hvad kræver det? Og hvilke problemer kan det skabe for andre?

De spørgsmål skal vi arbejde med, inden du sidder til mødet.

Jeg hjælper med at få argumenterne formuleret og oplysningerne på plads. Vi ser også på, hvor der mangler viden, og hvilke indvendinger der er rimelige at forvente.

Du behøver ikke være enig med alle. Men du skal helst forstå, hvorfor de kan være uenige med dig.

Det kan også vise sig, at en del af dit forslag kan få opbakning, selv om hele løsningen ikke kan gennemføres nu. Så skal vi tage stilling til, om det er et skridt, der giver mening at arbejde videre med.

Skal sagen i medierne?

Måske.

Pressearbejde kan være med til at gøre konsekvenserne af en politisk beslutning tydelige. Eksempelvis ved at lade dem, der bliver berørt, fortælle om deres situation.

Andre gange er der først brug for at få afklaret nogle spørgsmål eller fremlagt et forslag i en direkte samtale.

Vi vælger indsatsen ud fra sagen og det, du gerne vil opnå. Hvis pressearbejde skal indgå, hjælper jeg med at få historien og den politiske indsats til at hænge sammen.

Hvad jeg kan hjælpe dig med

Vi begynder med en snak om din situation og den forandring, du gerne vil arbejde for.

Jeg hjælper med at undersøge beslutningsprocessen, finde relevante aktører og formulere dine argumenter. Vi kan også arbejde med mødeforberedelse, skriftlige oplæg og opfølgningen bagefter.

For hvad blev der egentlig aftalt på mødet? Hvilke oplysninger skulle du sende? Og hvem tager næste skridt?

Jeg har en baggrund i journalistik med fokus på politisk kommunikation og erfaring fra politiske kampagner. Den bruger jeg til at stille spørgsmål til din sag og gøre den forståelig for dem, du gerne vil i dialog med.

Et samarbejde kan handle om en konkret beslutning eller en længere indsats. Vi aftaler opgaven ud fra det, du har brug for.

Skal vi finde ud af, hvor du skal begynde?

Fortæl mig, hvad der står i vejen for dit arbejde, og hvad du gerne vil have ændret.

Du behøver ikke kende navnet på det relevante udvalg eller vide, hvem der forbereder beslutningen.

Det kan vi begynde med at finde ud af.