Det var, imens jeg læste på universitetet, at AI for alvor brød igennem og blev en ret så praktisk del af det at studere. I hvert fald for mit vedkommende. For hvor jeg før måske helt havde droppet at læse nogle af de mange 100 sider, man skulle kæmpe sig igennem i ugen for at kunne forstå, hvad der skete til den kommende undervisning, så gav denne nye software mig muligheden for at være med.
Troede jeg.
For hvad jeg ret hurtigt fandt ud af, var, at selvom jeg fik AI til at gennemgå alle PDF'er, skrive noterne for mig, forberede mig til undervisning og ikke mindst give mig følelsen af at have arbejdet med teksterne, var det, som om de ikke rigtig hang ved.
Så jeg var hele tiden fanget imellem de to stole, hvor man på den ene side gerne ville kunne materialet, men på den anden side også gerne ville gøre det smart og effektivt.
Og jeg kan se, at jeg ikke er den eneste med den tanke. For den anden dag kunne jeg læse, hvordan censorer på Københavns Universitet råbte højt om, at eksamensformerne skal laves om. For den skriftlige opgave var til 10, det mundtlige forsvar til 00.
Eleverne kunne ikke modstå fristelsen til at spare en masse timer og en masse energi ved at køre opgaverne igennem AI.
Jeg forstår både elever og lærere.
For selvfølgelig har AI sin plads, også på universitetet (og i læring generelt).
Det skal bare ikke være i outputtet, at AI får den afgørende indflydelse. For det er kun ved selv at skrive om emnet eller lære det til andre, at man for alvor finder ud af, hvor hullerne i ens viden er henne. Det vil AI aldrig kunne fortælle dig.
Så jeg tror, at svaret bliver flere mundtlige forsvar og færre skriftlige opgaver.