Artikler hører ikke kun til i avisen eller hos medierne på nettet. De gør sig i den grad også gældende hos dig som virksomhed, som forening, som politisk aktør eller som selvstændig.
Den helt korte version er at det selvfølgelig skaber liv på din side, at have nye spændende historier, der bliver foldet ud og fortalt. Det er godt for SEO, men det er så sandelig også godt for dig som ejer af siden.
Opbygning af autoritet
Med dine vidensartikler demonstrerer du dyb indsigt på netop dit område. Du går lige pludselig fra blot at være en leverandør, samarbejdspartner eller et sted der "sælger en ydelse" til at være en ekspert på området.
Resultat: Du bliver den naturlige ekspert, som potentielle kunder eller samarbejdspartnere henvender sig til, når de står med et problem, du tidligere har adresseret.
Social proof gennem casehistorier
Før jeg køber noget hos dig, kræver det at jeg stoler på dig. Jeg skal have en form for vished om at du rent faktisk løser den opgave, som du har fortalt mig du vil løse.
En måde at vise det på er gennem casehistorier. Du fortæller altså en historie her, om en opgave du tidligere har løst.
Resultat: Potentielle kunder eller andre der er interesserede i dig, kan spejle sig i lignenede problemstillinger, som du har beskrevet i din casehistorie. Det mindsker den oplevede risiko ved at indgå et samarbejde, fordi du allerede har dokumenteret din værdi.
Effektiv "Long-tail" SEO
Jeg forklarer lige "Long-tail" SEO inden vi udfolder dette punkt.
SEO / Søgemaskineoptimering handler om at gøre din side lettere at finde på Google. Det gør du blandt andet gennem dit valg af ord på siden. Er teksten brugbar, konkret og grundig? Handler siden om det, brugeren søger efter?
Short tail SEO er brede ord, som der givetvis er rigtig mange der søger efter, men hvor konkurrencen også er enorm. Short tail SEO vil ofte være tydeligere på din forside, da du ikke skriver særlig specifikt på din forside.
Det kan du til gengæld få lov at gøre i en vidensartikel eller en caseartikel. Det er blandt andet derfor jeg selv har artikler som Autokratiers udnyttelse af nihilisme i mødet med mediernes objektivitetsnorm eller Sådan får du din historie i medierne liggende på min side, da jeg kan få lov at nørde igennem på et område jeg har noget viden om, samtidig med at artiklerne omhandler så specifikke emner, at det kræver en ret specifik søgning før min artikel dukker op i Google.
Resultat: Folk der søger på et specifikt spørgsmål er ofte langt tættere på en løsning end en person der søger på et bredt begreb. De har altså et konkret problem - din artikel skal løse det konkrete problem.
Der er mindre konkurrence på specifikke nicheord, så gak ud og nørd igennem på dit område. Og fortæl så det i en spændende historie på din side.
Google eeeeeeelsker sider der fungerer som en form for autoritet. Så hvis du skriver en dybdegående artikel, der besvarer et specifikt spørgsmål bedre end nogen andre, så belønner Google dig ved at sende trafik til din side.
Den digitale "Second Brain" for salg
Dine artikler er en del af dit salgsarsenal. Du skal opfatte dem, som en integreret del af din salgsmaskine.
Du kan bruge dine artikler som opfølgning på et møde. Du kan bruge artiklen til at underbygge din rådgivning eller professionalisere din opfølgning.
Dine artikler kan også bruges til at "modne" kunder, da langt de fleste ofte læser indholdet på din side, længe inden de tager kontakt. Ved at have "god viden" liggende offentlig tilgængeligt kan du hjælpe folk længere frem i købsfasen ved at opbygge tillid og autoritet baseret på dine artikler.
Skalérbarhed af viden
Har du været i gang i lang tid, har du sikkert også svaret på de samme spørgsmål x1000 gange. Ved at skrive artikler om dine metoder, tilgange eller filosofier, skaber du et arkiv, du kan referere til. Det frigør tid, fordi du kan sende folk til din "vidensbase", når de spørger ind til dine metoder.