Autocracy, Inc. af Anne Applebaum⏐Noter og gennemgang

Introduktion

Grundpåstanden er enkel, men vender op og ned på det meste af vestens efterkrigstænkning: autokratier som Rusland, Kina, Iran, Venezuela og Belarus har ingen fælles ideologi. De er ikke et nyt Warszawapagt-agtigt block bundet sammen af overbevisning. De er i stedet et løst, forretningsagtigt netværk, deraf "Inc." i titlen, der deler metoder frem for idealer: overvågningsteknologi, kleptokratiske pengestrømme, desinformation og transnational forfølgelse af kritikere langt uden for egne grænser. Det, der binder dem sammen, er ikke tro på det samme, men interesse i at holde egen magt og undgå ansvar.

Bogens skarpeste pointe er måske ikke om autokratierne selv, men om vesten: den gamle antagelse om, at handel og åbenhed automatisk ville sprede demokrati (Wandel durch Handel), har vist sig at gå den modsatte vej. Autokratierne har lært at bruge demokratiernes egne markeder, medier og institutioner imod dem, og demokratierne har på deres side gradvist vænnet sig til at se på.

Noter

1. Applebaum citerer Hitler tidligt i bogen, som en påmindelse om at foragten for parlamentarisk demokrati ikke er ny: "I 'Mein Kampf' skrev han, at parlamentarisk demokrati [er] 'et af de alvorligste tegn på menneskehedens forfald', og erklærede, at det ikke er 'individuel frihed, som tegn på kulturel dannelse, men begrænsningen af individets frihed', når de vel at mærke udføres af en raceren organisation". Det er et risikabelt greb rent retorisk, men det fungerer, fordi hun bruger det som baggrundstæppe frem for sammenligning: pointen er idehistorisk kontinuitet, ikke at sidestille Putin og Xi med nazismen.
2. Det moderne modstykke finder hun i Kina: "Dokument nummer 9 af Kinas Kommunistiske Parti (KKP)", et internt direktiv der efter alt at dømme lister de vestlige ideer partiet anser for farlige. Citatet mangler kontekst i mine noter. Hvad stod der helt konkret? Det bør slås op, for det er formentlig bogens skarpeste bevis for at KKP's modstand mod demokrati er en nedskrevet doktrin og ikke bare praksis.
3. Håbet om det modsatte findes hos vesteuropæiske politikere og erhvervsfolk, som "også [var] af den opfattelse, at handel og diplomati med tiden ville bidrage til at normalisere forholdet mellem Rusland og Europa." Ordet normalisere er værd at hæfte sig ved. Det antager stiltiende at autokratiet er den afvigende part, der skal bringes ind i normen. Den antagelse er selve det, bogen river ned.
4. Fejlslutningen får et navn: "Wandel durch Handel", forandring gennem handel. At give en diffus historisk proces et fast begreb er en gammel retorisk teknik. Det gør noget, man kan pege på og angribe. Det hænger direkte sammen med Ruslands udnyttelse af netop den naivitet.
5. Så kommer det, jeg læser som bogens egentlige tese, vendt på hovedet i forhold til den gængse forventning: "Alle gik uden videre ud fra, at i en mere åben og indbydes forbundet verden ville demokrati og liberalt tankegods brede sig til de autokratiske stater. At det i stedet ville blive autokrati og illiberale holdninger, der bredte sig til den demokratiske verden, var ingen i stand til at forestille sig." (s. 37). Er "ingen var i stand til at forestille sig" reelt sandt, eller retorik? Der fandtes formentlig tidlige kritikere af fx Kinas WTO-optagelse. Jeg tror, Applebaum beskriver den brede konsensus, ikke det fulde fravær af modstemmer.
6. Putin selv havde regnet vestens dobbeltmoral ud, længe før han var færdig med at udnytte den: "Da Putin blev præsident, var han efterhånden velbevandret i de vestlige demokratiers dobbeltmoral, forstået som at prædike liberale værdier hjemme, men med største fornøjelse bidrage til at opbygge illiberale regimer alle mulige andre steder" (s. 44).
7. Bogens vigtigste begreb for mig, foreløbig: "Usandhedernes brandslange" (s. 97), det RAND-udviklede "firehose of falsehood" overført til autokratisk kommunikation generelt. Man vinder ikke ved at overbevise, men ved at oversvømme, og volumen og hastighed slår sandhed. Det samme mønster ses i skala på X og i dansk debatkultur, bare uden statslig koordinering bag sig.
8. Metoden bag brandslangen er ideologisk ligegyldig: "I deres bestræbelser på at skabe kaos vil disse nye propagandister ligesom deres ledere række ud efter en hvilken som helst ideologi, en hvilken som helst teknologi og et hvilket som helst følelsesregister, der kan være dem til nytte" (s. 119). Propagandaen behøver ikke være konsistent. Kommunisme, nationalisme og religiøs konservatisme kan bruges side om side, fordi målet aldrig var at overbevise om ét verdensbillede.
9. Systemet, der skulle forhindre alt dette, viser sig tandløst: "I praksis har disse dokumenter og traktater, der nogle gange omtales kollektivt som den regelbaserede orden, altid beskrevet verden, som den 'burde' fungere og ikke som den rent faktisk gør. FN's folkedrabskonvention forhindrede ikke folkedrabet i Rwanda. [...] FN's menneskerettighedskommission er for længe siden reduceret til en farce" (s. 122). Er konklusionen, at internationale institutioner er værdiløse, eller at de kræver villige demokratier til at håndhæve dem? Jeg hælder til det sidste. Se punkt 23.
10. Kina spiller samme spil på ordniveau: landet vil "have FN og andre internationale organisationer til at tale om win-win-samarbejde [...] De vil også have alle til at udvise gensidig respekt - forstået på den måde, at ingen bør kritisere nogen" (s. 125). Win-win og gensidig respekt lyder harmløst. Det er konstrueret til at gøre kritik umulig, en form for kapring af det diplomatiske sprog selv.
11. Ryanair-kapringen i 2021 er bogens klareste eksempel på aggression forklædt som bureaukrati: "Flyveledelsen i Belarus meddelte i strid med sandheden piloterne, at der var en bombe ombord på flyet. [...] I virkeligheden var der ingen bombe ombord, truslen var opdigtet, og Minsk var ikke engang den nærmeste lufthavn" (s. 131).
12. Formålet var aldrig flyet: "Det sande formål med nummeret stod klart, da kun to passagerer blev ført ud: den belarusiske oppositionsblogger og journalist Roman Protasevitj og hans partner, Sofia Sapega" (s. 131). Staten forfølger sine kritikere uden for egne grænser ved at misbruge civil luftfart, et system bygget på tillid.
13. Og ingen kunne gøre noget ved det: "Der fandtes ikke nogen international institution med tilstrækkelig gennemslagskraft til at straffe ham eller få løsladt Protasevitj" (s. 132).
14. Rusesabagina-sagen, manden bag Hotel Rwanda, tilføjer udleveringsmetoden til billedet: "Selvom han nåede i USA, blev han i 2020 narret ombord på et privatfly i Dubai og fløjet tilbage til Kigali, hvor han omgående blev sat i fængsel" (s. 135).
15. Mønstret er ikke enkeltstående. Det er eksporteret og gentaget: "I 2023 arresterede FBI to personer for at drive en ulovlig kinesisk 'politistation' i New York [...] De nederlandske myndigheder hævder også at have afsløret to ulovlige kinesiske politistationer i Nederlandene" (s. 135). Deraf titlen Inc.: det er organiseret som en forretning, ikke som spredte overgreb.
16. Applebaums mest ubehagelige pointe for et vestligt publikum kommer her: "Lidt efter lidt affinder demokratier sig med lovløsheden, selv inden for deres egne grænser. Hvilket ikke er særlig overraskende, i betragtning af, at de også lidt efter lidt accepterer vold på meget højere niveau" (s. 136). Det er ikke kun autokratierne, der ændrer sig undervejs. Tilvænningen hos os er det, bogen frygter mest.
17. Krigen mellem White Helmets og deres bagvaskere i Syrien er brandslangetaktikken i praksis: "Det var russerne udmærket klar over og forsøgte derfor også at undergrave denne tillid ved skiftevis at forbinde De Hvide Hjelme med George Soros og al-Qaeda" (s. 140), fulgt op af direkte sabotage af selve undersøgelsesarbejdet: "Kreml-styrede skribenter [...] blev igen og igen brugt til at miskreditere Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben" (s. 140). Målet er ikke at bevise nogens skyld. Det er at gøre det umuligt for et almindeligt publikum at vide, hvem der skal tros.
18. En reference til modstandens historie: "From Dictatorship to Democracy" blev oprindeligt udgivet i Bangkok i 1994, som håndbog for burmesiske demokratiaktivister (s. 148).
19. Applebaum trækker forbindelsen til antikken for at vise, at beskidt politisk spil ikke er en digital opfindelse: "I år 64 f.v.t. blev Cicero af sin bror Quintus rådet til under sin kampagne for at blive valgt til konsul i Rom at finde skidt om sine modstandere" (s. 160). Manipulation er en konstant i magtens historie. Det nye er, at autokrati-netværket har industrialiseret og globaliseret rækkevidden.
20. Evan Mawarire i Zimbabwe ramte det, Freedom House kalder "civile dødsfald": "Den offentlige smædekampagne blev kombineret med økonomisk forfølgelse, kontrol med hans arrangementer og fysisk vold, men dog ikke mord - pointen var netop at skræmme ham og true hans tilhængere, ikke at få ham til at forsvinde" (s. 163). En levende, ydmyget og økonomisk ruineret kritiker er et bedre eksempel til skræk og advarsel end en død helgen.
21. Xi og Putins fælleserklæring fra 4. februar 2022, dagene før invasionen af Ukraine, bruger præcis samme sprog som Kinas FN-retorik i punkt 10: de fordømte "indblanding i suveræne staters indre anliggender under påskud af at ville beskytte demokrati og menneskerettigheder" (s. 185). Er timingen tilfældig, eller er datoen selve pointen: at suverænitetsretorik bruges som skjold i samme øjeblik som suverænitet krænkes mest åbenlyst?
22. Bogens svar, i den udstrækning mine highlights viser et: koble journalistik direkte til håndhævelse. "Journalister, der afslører korruption, skal samarbejde med advokater og sanktionsfortalere for at sikre, at deres undersøgelser fører til domsfældelse. [...] Man skal kunne se, at sandheden kan føre til retfærdighed" (s. 198). Hvis de multilaterale institutioner fra punkt 9 er tandløse, ligger håndhævelsen i stedet hos nationale retssystemer og sanktionsregimer. Det er en mere kynisk, men også mere realistisk forandringsteori end at sandheden vinder af sig selv.

Konklusion

Bogens sidste tredjedel vender spørgsmålet om, hvad der reelt kan stilles op. Hverken folkedrabskonventionen, Genèvekonventionen eller menneskerettighedserklæringen har vist sig at kunne håndhæves over for stater, der bevidst omgår dem. Applebaums svar er mindre systemisk end man måske ville forvente af en bog med den ambition: koble journalistisk afdækning direkte til retsforfølgelse og sanktioner, fordi de store multilaterale institutioner har vist sig tandløse. Det er en kynisk konklusion, men nok den mest realistiske. Forandring kommer ikke fra traktater, men fra at gøre det dyrt for konkrete mennesker at bryde loven.

Den pointe, jeg selv hænger mest fast i, handler dog ikke om autokratierne, men om os. Bogens skarpeste linje er ikke beskrivelsen af Rusland eller Kina, men af vestens egen gradvise vænning til lovløshed, både udadtil og efterhånden også inden for egne grænser. Det er let at læse Autocracy, Inc. som en bog om "dem". Den handler lige så meget om, hvor lidt der egentlig skal til, før "os" begynder at ligne "dem".